På ørernes opdagerfærd

Anders Beyer er en av Skandinavias ledende musikkritikere, og føler stor forkjærlighet for Ultimafestivalen, som han kaller "bedre end nogen andre i Norden til at sætte ny musik ind i en provokerende sammenhæng." Beyer skriver bl.a. om klassisk musikk i danske Information, som denne svært rosende artikkelen er hentet fra. For oss nordmenn bør det utvilsomt være et tankekors - og et apropos til den nå avsluttede debatten om fraværet av norsk kulturjournalistikk - at Nordens kanskje viktigste kulturavis vier langt større oppmerksomhet til en norsk festival enn hva norske medier gjør.

31.10.2001 | Av: Anders Beyer

OSLO - Helt oppe ved kongeslottet spiller et orkester for fuld udblæsning. Musikerne er forbundet med en lang række soldater, garde og politi, som strækker sig hele vejen ned af Karl Johan og ned til Stortinget, som skal åbnes. For enden af den uniformsklædte menneskesnor, nede ved Stortinget, spiller et andet brass band og forkynder, at de royale godt kan køre ned og bivåne åbningen. Det ligner et storværk af Charles Ives. Begge orkestre kan høres samtidig, dertil byens summen og klokker, der melder sidste nyt om tidens gang.

Ultima Festivalen i Oslo stiller tiden på hovedet og vender op og ned på forestillinger om før og nu, enkelt og kompliceret, nyt og gammelt.

Åbningsceremonien finder sted midt i Ultima Festivalen i Oslo, Nordens største festival for samtidsmusik. Det pluralistiske, den Ives‘ske montage med mange musikalske lag samtidig, er også et kendetegn ved Ultima Festivalen, der er større end nogensinde.

Tiden på hovedet
Hvor Ultima Festivalen i 1990 slog sig op som en ‘ren‘ ny musik festival, diskuterer den nu, hvad ny musik overhovedet er. I og med at vi har 1000 års musik tilgængelig på noder og klingende på cd, er alt lige fjernt eller tæt på. Den gamle musik er lige så nærværende som den nye, og den gamle kan i visse tilfælde virke meget mere ny end den nye.

Med en vifte på cirka 120 arrangementer foretager Ultima Festivalen dristige nedslag i ny musik, renæssance-musik, etnisk musik, dj-optrin, film, musikteater, børneforestillinger, o.m.a. Materialet blotlægges intelligent og brudfladerne står klart frem: Er gamle mestre som Gombert, de la Rue og Monteverdi ikke mere dristige end estiske Pärt og polske Górecki?

Denne diskussion som følge af det usamtidiges samtidighed i musik, er æstetisk set stimulerende for publikum, og denne diskussion tiltrækker deltagere fra andre lejre end kun den klassisk klassiske og klassisk nye musik. Stemningen er indfanget af et Satie-citat: »Der vil sandsynligvis være musik, men vi finder sikkert en stille krog, hvor vi kan sidde og tale sammen.«

Arrangørerne i Oslo er bedre end nogen andre i Norden til at sætte ny musik ind i en provokerende sammenhæng. Selv de gammelkendte koncertlokaler står nu tomme, hvor forestillingerne finder sted på ydmyge steder, i nedslidte bygninger, som har stemningsskabende potentiale.

Alt står til diskussion, serveret i fin indpakning og med professionel aflevering. Den engelske Arditti Strygekvartet er husorkester med fler-årig kontrakt. Oslo Sinfonietta, den svenske basunist Christian Lindberg, den finske klarinettist Kari Kriikku, det norske ensemble Cikada, det franske Accroche Note og det danske Contemporánea hører til eliten på ensemblesiden.

Et vindue mod verden
Hvad kan danske aktører og avislæsere bruge disse oplysninger og erfaringer til? Blandt andet til at se i det historiske bakspejl og derigennem undre sig over, hvordan det på få årtier er lykkedes bonderøvene i Norge - med komponister, der næsten bogstaveligt talt hoppede ud af skoven med deres nationalromantiske blævermusik - at skabe en international platform med vedkommende ny musik.

Alt dette samtidig med at dansk musikkultur i den klassiske ende lukker sig mere og mere hermetisk og billedet af et sammenkrøbet foster, der leder efter patten lader sig aftegne som skræmmebillede på en nødlidende musikkultur.

Svenskerne har nu set, at der må gøres noget. Fra 2003 genopstår den ambitiøse Stockholm New Music med den svenske komponist og dirigent Ivo Nilsson som kunstnerisk leder. I Danmark sidder alle institutioner i forsvarsposition og venter på en musiklovsrevision, der kan betyde ændringer og nedskæringer. Rør ikke mine cirkler-attituden er symptomatisk for et musikområde, hvor enhver er sig selv nærmest.
En forsigtig optimisme er der at spore i det helligste musikkammer: Komponistforeningen har i forbindelse med den forestående Biennale ønsket at spille udenlandsk musik samt invitere udenlandske ensembler. Denne holdning bør nyde opbakning og aftvinge respekt.

Det stilistiske kludetæppe, som Ives forudgreb i sin musik, og som overordnet kendetegner den kunstneriske ambition i Ultima Festivalen, er gjort manifest i Olav Anton Thommessens Et Operakammer - en seriøs kabaret. Med sopranen Guri Egge som fandenivoldsk demimonde. Wagner og mange andre titter frem i dette citatorgie, som man nyder i kraft af Guri Egges formidable performance. Meningen er svær at få øje på, det er lidt som med Ligetis instrumentalteater: Enhver må søge at skabe mening med galskaben.

Blandt andet derfor den overordnede titel på festivalen The Expedition. Du må selv finde vejen gennem musikken, selv finde en rød tråd i kludetæppet. Denne ørernes opdagerfærd i Olso er værd at rejse for at opleve.

Anders Beyer er cand.phil. i musikkvitenskap fra Københavns Universitet i 1985. Beyer har vært tilknyttet Musikvidenskabeligt Institut ved Københavns Universitet, der han har undervist i det 20. århundredes kompositionsmusik. Han er ellers redaktør af Dansk Musik Tidsskrift siden 1989, og redaktør av Nordic Sounds siden 1993. Han har jobbet som klassisk musikkritiker ved Information siden 1994, og er også konsulent og skribent for The New Grove Dictionary of Music and Musicians.Han er ellers redaktør og medforfatter av flere bøker om musikk. Boken "The Voice of Music: Conversations with composers of our time" er under utgivelse i regi av Ashgate Publishing i London.

Kommentarer:

Kom gjerne med informasjon, argumenter og synspunkter. Du kan enten kommentere via din Facebook-profil, eller, om du ikke har det, via vårt lokale kommentarsystem. Vi krever uansett at du underskriver med fullt navn. Alle kommentarer må godkjennes av redaksjonen før de offentliggjøres (mer om Ballades kommentarsystem). På forhånd takk!